Luft til gylleramteMiljøministeriet13/02-2004 Miljøminister Hans Chr. Schmidt sender i dag en ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen i høring. Med ændringen bliver en række anbefalinger fra det såkaldte "Nabogeneudvalg" – bestående af Landsforeningen for Gylleramte, Dansk Landbrug, Fødevareministeriet og Miljøministeriet – ført ud i livet. Målet med ændringerne er at skabe plads til både borgere og landbrug i Danmark. Miljøminister Hans Chr. Schmidt nedsatte Nabogeneudvalget sidste efterår med det formål for øje at få en dialog i gang mellem de gylleramte og landbruget. I januar afgav et enigt udvalg en række anbefalinger, som regeringen besluttede at gøre til en del af gyllehandlingsplanen i Vandmiljøplan III. "Nabogeneudvalgets anbefalinger flugter fint med de tanker, regeringen gør sig i forbindelse med Vandmiljøplan III. Vi har fundet nogle løsninger på lugtproblemerne, som alle parter kan leve med. Jeg glæder mig over, at landbruget har forpligtet sig til at spille en aktiv rolle. Der er ingen grund til at vente på et forlig om Vandmiljøplan III. De gylleramte har allerede ventet længe på en løsning. De har brug for luft. Derfor sender jeg ændringerne i høring allerede nu", siger miljøminister Hans Chr. Schmidt. Med ændringerne etableres en generel forbudszone på 50 m, som betyder, at en landmand hverken må etablere et nyt husdyrbrug eller udvide en eksisterende husdyrproduktion indenfor zonen. Samtidig skærpes afstandskravet for udvidelser og etableringer af husdyrbrug på over 100 dyreenheder, så der skal godkendelse til, hvis der er mellem 50 og 100 m til nærmeste nabo. Endelig har Skov- og Naturstyrelsen allerede sendt et brev til landets kommuner, hvori det indskærpes, at kommunerne skal skærpe tilsynet med flydelag på gyllebeholdere mv. "Regeringen vil hjælpe de familier, der i deres hverdag er stærkt generede af lugten. På sigt skal vi bl.a. gennem forskning nedbringe ammoniakfordampningen fra landbruget og forsøge at begrænse lugtproblemerne mest muligt. Men i første omgang må vi ved hurtig handling søge at sikre en tålelig udvikling, og det betyder altså, at nye stalde skal længere væk fra naboerne", siger Hans Chr. Schmidt. Høringen løber fra i dag og 4 uger frem. Det forventes, at de skærpede afstandskrav kan være gældende senest fra starten af april 2004. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |